Jimmy blev snydt for erstatning på 1,1 million kroner

54-årige Jimmy Thers kom i 2007 ud for en arbejdsulykke på Novo Nordisk. Og selv om han har fået anerkendt ulykken som en arbejdsskade, nægter forsikringsselskabet Tryg at udbetale erstatningen på 1,1 million kroner. De pudsede i stedet privatdetektiver på ham, skriver Fagbladet 3F.

Tryg afviser nemlig på trods af, at myndighederne for længst har anerkendt arbejdsskaden og fastsat méngraden efter ulykken at udbetale pengene.

I stedet anker de myndighedernes afgørelse og har pudset privatdetektiver på Jimmy, der i to omgange har overvåget ham.

Ifølge observationsrapporterne har detektiverne set ham ved et supermarked med en indkøbspose og i et motionscenter, hvor han trænede på en maskine.

- De er fulde af løgn. I 2011 opfordrede lægerne mig til at prøve lidt let træning samtidig med fysioterapi, men jeg stoppede hurtigt på grund af smerter. I 2012 var jeg i motionscentret med min søn Alex, men kun for at vejlede ham i brug af maskinerne. Der er jo heller ikke fotos af mig på en maskine, siger Jimmy Thers, som er chokeret over overvågningen.

Fagbladet 3F har forelagt kritikken over for Tryg, men pressetalsmand Tanja Frederiksen pointerer, at Tryg aldrig udtaler sig om en verserende sag.

Dagens Gossip