Jimmy Carter indleder behandling for kræft i hjernen

Skrevet af admin

20/08/2015

Mest læste i dag

USA's tidligere præsident Jimmy Carter indleder torsdag strålebehandling for kræft i hjernen.

- Nu er min skæbne i Guds hænder, siger den tidligere præsident på en pressekonference.

Meddelelsen kommer ugen efter, at den 90-årige ekspræsident oplyste, at han er blevet opereret for kræft i leveren. Lægerne fjernede omkring en tiendedel af Carters lever.

På pressekonferencen fremstod Carter rolig og klar, da han fortalte, at han vil skrue helt ned for sine gøremål, mens han er i behandling.

- Jeg er helt afslappet omkring, hvad der end kommer, siger han og tilføjer, at han er glad for, at hans reaktion på kræftsygdommen ikke har været vrede og frustration.

- Jeg er klar til hvad som helst og ser frem til et nyt eventyr, siger han.

Carter fortæller, at han skal have strålebehandling hver tredje uge, efter lægerne opdagede fire "meget små" kræftpletter i hans hjerne.

Carter var USA's præsident fra 1977 til 1981, hvor han tabte valget til republikaneren Ronald Reagan.

Siden da har Carter engageret sig i humanitært arbejde og blev hædret med Nobels fredspris i 2002.

/ritzau/Reuters