Jimmy Nielsen: MLS-mesterskab større end AaB-guld

Skrevet af admin

06/12/2013

Dagens topnyheder

I 1999 blev AaB dansk mester med en ung og sikker sidste skanse i skikkelse af Jimmy Nielsen.

Selv samme Jimmy Nielsen har knap 15 år efter igen mulighed for at vinde et mesterskab. Denne gang gælder det guldkampen i den amerikanske liga, Major League Soccer (MLS), med klubholdet Sporting Kansas City.

Kan keeperen være med til at løfte trofæet efter en finalesejr lørdag over Real Salt Lake, vil han nyde det mere end AaB-guldet.

- Jeg var 21 år, da jeg vandt mesterskabet med AaB. Der var jeg sikker på, at der lå mange flere mesterskaber og ventede forude. Nu er vi 15 år senere, jeg har stadigvæk kun ét mesterskab og én pokaltitel.

- Ikke at jeg ikke rangerer det mesterskab med AaB højt, men jeg tror, at jeg vil sætte større pris på mesterskabet herovre og nyde det på en anden måde.

- Nu ved jeg jo, at jeg ikke har så mange år i mig endnu, så det er ved at være sidste udkald, hvis jeg skal have et mesterskab igen, siger den 36-årige målmand.

Major League Soccer bliver som mange amerikanske sportsgrene afgjort via et slutspil med én finale, som man også kender det fra Super Bowl eller fodboldslutrunder.

Opskriften på klubbens succes i denne sæson har været et stærkt kollektiv.

- Det har været holdet, der har båret os hele vejen gennem sæsonen. Vi har en meget solid defensiv i vores 4-3-3-formation, og vi er en del, der har spillet sammen i flere år nu, siger Jimmy Nielsen og langer lidt ud efter nogle af konkurrenterne.

- LA Galaxy og New York Red Bulls lever mere på enkeltmandspræstationer.

- Hvis det ikke lige kører for Robbie Keane eller Landon Donovan, så har det ikke fungeret for Galaxy. På samme måde har det været for New York Red Bulls, hvis Thierry Henry eller Tim Cahill ikke har spillet op til deres bedste.

Den danske målmand ser gode muligheder for, at Sporting Kansas City kan vinde det første mesterskab, siden klubben i år 2000 under navnet Kansas City Wizards vandt mesterskabet med blandt andre den tidligere superligatopscorer Miklos Molnar på holdet.

- Jeg forventer, det bliver en meget, meget, meget spændende kamp. Vi har hjemmebanefordelen, og vi må nok øjne, at vi bærer favoritværdigheden, men det gør heller ikke noget.

- Det bliver en kæmpe oplevelse, og det er nogle lange dage at gå og vente på den kamp, men jeg glæder mig, siger Jimmy Nielsen.

Finalen mellem Sporting Kansas City og Real Salt Lake bliver spillet lørdag klokken 22.00 dansk tid.

/ritzau/