Jimmy Nielsen pønser på cheftrænerjob

Skrevet af admin

16/12/2013

Mest læste i dag

Tidligere på måneden vandt Sporting Kansas City mesterskabet i Major League Soccer med Jimmy Nielsen i målet.

For en uge siden stoppede den 36-årige dansker karrieren, men et trænerjob i den næstbedste amerikanske række lurer forude.

- Jeg kan ikke komme 100 procent ind på det endnu, men jeg forhandler med en klub fra den næstbedste række om et cheftrænerjob, siger Nielsen til bold.dk og fortsætter:

- Jeg var til en fire timer lang jobsamtale fredag, og da jeg efterfølgende lander i Kansas, får jeg en meddelelse om, at de er klar til at starte forhandlinger om at få mig ansat hurtigst muligt.

- De gav mig så et tilbud, og det har jeg sendt tilbage til dem med nogle enkelte ændringer. Og nu går jeg egentligt bare og venter på at høre fra dem.

Jimmy Nielsen afslører også, at Sporting Kansas City har tilbudt ham tre forskellige job - blandt andet et som assistent for MLS-holdet. Men det har danskeren takket nej til.

- Jeg er ikke hverken Messi eller Ronaldo, der har tjent hundrede millioner af kroner, så jeg må tage derhen, hvor jobbene er. Og det her er en fremragende mulighed for at starte min trænerkarriere i fuldtidsprofessionel klub med gode forhold.

- Jeg er klar og føler mig godt rustet til opgaven, siger Jimmy Nielsen.

/ritzau/