Joachim B: Lov mod dyresex er overflødig

Skrevet af Marie Milling

25/02/2015

Mest læste i dag

En ændring af dyreværnsloven, som skal forbyde sex med dyr, har været til førstebehandling, men det er ikke alle, som synes, den er nødvendig.

Både Liberal Alliances stærke mand Joachim B. Olsen og Enhedslisten er ikke vilde med lovforslaget.

- I bedste fald er der tale om en overflødig lov. I værste fald handler det om politisk populisme og moralisme, siger Olsen ifølge JyllandsPosten.

Det Dyreetiske Råd mener også, at reglerne er gode nok, som de er.

Det er nemlig allerede ulovligt at skade dyr ifølge Dyreværnsloven, og derfor også at have sex med dem.

Men de andre partier i folketinget er for forslaget. Venstre mener, det er vigtigt, at vi viser, at Danmark ikke er et land, som accepterer sex med dyr.

Dyr kan ikke sige nej
Fødevareminister Dan Jørgensen (S) står bag forslaget, og han mener, det er afgørende vi får indført loven.

Et dyr kan i sagens natur ikke sige nej. Et dyr har også ret svært ved at bevise, at det har taget skade efter en eventuel seksuel akt, siger han.

Læs også: Dyresex: Er det virkelig så slemt at have sex med dyr?

Enhedslisten er enige i dele af lovforslaget, men deres kritik går på, at de mener, at loven skal ligge under straffeloven og ikke under dyreværnsloven.