Joachim B. Olsen: Jobcentrene har svigtet de arbejdsløse

Skrevet af Elo Christoffersen

05/08/2013

Dagens topnyheder

De offentlige jobcentre har spillet fallit og har brug for gennemgribende forandringer. Det mener Liberal Alliances beskæftigelsesordfører, Joachim B. Olsen, efter at det i dag er kommet frem, at kun hver tiende dansker tror på, at jobcentrene vil være den bedste instans til at skaffe dem et job.

Hver femte foretrækker derimod et privat vikarbureau.

- Vi har længe været klar over, at jobcentrene ikke fungerede optimalt. Men det er virkelig en falliterklæring, når de danskere, jobcentrene burde hjælpe, nu begynder at miste tilliden til systemet. Så risikerer vi, at jobcentrene fastholder folk i arbejdsløshed i stedet for at skaffe dem et job, siger Joachim B. Olsen.

Dansk Erhverv peger i Politiken i dag på, at den manglende tillid skyldes kontrol, bureaukrati og klientgørelse af de arbejdsløse på jobcentrene. Det er tidligere i år kommet frem, at kun syv procent af alle nye job blev formidlet via jobcentrene.

Joachim B. Olsen foreslår et opgør med kontrol- og bureaukratijunglen og den meningsløse aktivering. I stedet bør der gennemføres økonomiske reformer, så det bedre kan betale sig at arbejde.