Joachim B.: Sæt kontanthjælpen ned

Folk på kontanthjælp må spænde livremmen ind, hvis flere skal bytte et liv på offentlige overførsler med et arbejde. Ydelserne skal sænkes, fordi indvandrerkvinder og andre på kontanthjælp savner incitament til at tage et job efter mange år på overførsler.

Det siger Liberal Alliances beskæftigelsesordfører Joachim B. Olsen, nu da tidsskriftet Agenda har offentliggjort en analyse, der viser, at hver fjerde ud af 24.000 personer, som har levet på kontanthjælp i 10 af de seneste 15 år, er en indvandrerkvinde.

- Systemet har spillet fallit. Det var meningen, at det skulle være den laveste ydelse, så folk kunne holde skindet på næsen i en kort periode. Vi er nødt til at se på ydelsesniveauet. Jo højere ydelse, desto flere er på den, siger Joachim B. Olsen.

Liberal Alliance fremlægger i denne uge en reform af kontanthjælpen, hvor ydelser beskæres. Joachim B. Olsen vil ikke afsløre, hvor langt de skal ned.

- Hvis det ikke blot skal være skåltaler, er vi nødt til at sætte ydelserne lidt ned. Vi kommer i denne uge med et udspil, hvor vi peger på, hvad de skal ned på. Det kan jeg ikke afsløre lige nu, siger han.

Beskæftigelsesordføreren mener, det at det kun vil virke "mikroskopisk" at lade samlevende forsørge hinanden ligesom ægtefæller, sådan som Venstre foreslår.

Dansk Folkepartis integrationsordfører Martin Henriksen vil løse problemet ved at genindføre starthjælp med lavere ydelser for udlændinge samt sætte et loft over kontanthjælpen.

- Regeringen har afskaffet starthjælpen, så flere indvandrere får kontanthjælp. Regeringen har lempet familiesammenføring og asylpolitik, så flere kommer til Danmark med ikke-vestlig baggrund, siger Martin Henriksen.

- Det vil med stor sandsynlighed forværre problemerne fremadrettet. Derfor må regeringen grundlæggende omlægge sin politik, siger Martin Henriksen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip