Joachim B.s konto har været podet med støtte

Han elsker at hade folk, der modtager offentlig forsørgelse, men nu viser det sig, at Joachim B. Olsen (LA) tog imod ikke ubetydelige summer fra det offentlige, mens han var kuglestøder.

Det skriver Ekstra Bladet.

Han har ved flere tidligere lejligheder påstået, at han i perioden fra 2002 til 2008 modtog 60.000 kroner om året i Team Danmark-støtte. Altså et relativt beskedent beløb.

Til BT sagde han i 2012:

- Jeg fik støtte til faktuelle udgifter som træningslejre og udstyr og sådan noget. Jeg kan sige med ret stor sikkerhed, at de medaljer, jeg har vundet, har været nogle af de aller-, allerbilligste medaljer for Danmark. Jeg er ret stolt af dem, og jeg føler egentlig ikke, at jeg skylder velfærdsstaten noget i den sammenhæng.

Men ifølge nye tal, som Ekstra Bladet har fået fra Dansk Atletik Forbund, som er dem, der har stået for at uddele støtten til den tidligere atlet, har Olsen alene i perioden 2004 - 2008 modtaget støtte for omkring 738.000 kroner.

Det vil sige 147.600 støttekroner om året. Derudover kommer støtten i 2002-2004 - et beløb, som det dog ikke har været muligt for Dansk Atletik Forbund at fremskaffe.

- Støtten var i form af både direkte økonomisk støtte/løn og tilskud til konkurrencedeltagelse, træningslejre og andre træningsrelaterede tiltag, skriver direktør for Dansk Atletikforbund Jakob Larsen i en mail til Ekstra Bladet.

 

Dagens Gossip