Joachim Fischer efter sejr: Sjusk, rod og lortespil

Skrevet af admin

18/10/2013

Dagens topnyheder

Badmintonspilleren Joachim Fischer lignede en mand, der havde tabt, da han stod i den såkaldte mixed zone og talte om sin og makkeren Christinna Pedersens kamp i anden runde ved Denmark Open i Odense.

Det havde den rutinerede mixeddouble-spiller dog ingenlunde, men sejren på 27-25, 22-20 over den japanske duo Kenichi Hayakawa og Misaki Matsutomo var slet ikke nok til at stille Joachim Fischer tilfreds.

Danskerne satte sikre føringer over styr i begge sæt og måtte afværge fem japanske sætbolde i første sæt og en enkelt i andet sæt.

- Jeg har ikke rigtig noget svar lige nu. Vi fik de føringer, vi skulle have, og vi kom rimeligt komfortabelt foran i begge sæt.

- Og så blev det noget sjusk og noget rod og noget lortespil i perioder, hvor vi lavede alt for lette fejl, hvilket ikke er det, vi står for.

- Så det er skuffende. Nu har jeg været ret sur her efter kampen, men vi bliver nødt til at komme videre og sige, at der er en ny kamp i morgen. Og vi er glade for, at vi stadig er med i turneringen, siger Joachim Fischer.

De fjerdeseedede danskere skal i fredagens kvartfinale møde sydkoreanerne Ko Sung Hyun og Kim Ha Na, der er seedet otte ved den danske Super Series Premier-turnering.

Joachim Fischer og Christinna Pedersen tabte i april til koreanerne ved India Open efter to tætte sæt.

- Vi har ikke spillet det, vi kan. Det skal vi have frem, eller ryger vi ud i morgen. Vi er glade for at få en kamp mere, og forhåbentlig får vi forbedret de ting, der skal forbedres, siger Joachim Fischer.

Han og Christinna Pedersen har vundet Denmark Open tre gange siden 2008.

- Vi har været med her fem gange og har vundet tre gange, så vi har en god statistik. Vi plejer altid at spille godt ved Denmark Open, så det giver selvfølgelig noget at vinde en dag, hvor vi virkelig ikke rammer vores niveau, siger Joachim Fischer.

/ritzau/