Joachim Löw om 33-årig debutant: Han har fortjent det

Skrevet af admin

18/11/2013

Dagens topnyheder

Tysklands fodboldlandshold stiller med den ældste målmandsdebutant nogensinde, når holdet tirsdag aften løber ind på Wembley Stadium i London.

Borussia Dortmund-målmanden Roman Weidenfeller starter inde i venskabskampen mod England, siger Tysklands landstræner, Joachim Löw.

- Roman Weidenfeller har helt klart fortjent nomineringen, efter at han har gjort det fremragende både i Bundesligaen og Champions League, siger landstræneren til det tyske fodboldforbunds hjemmeside.

Roman Weidenfeller sad på bænken, da Tyskland fredag spillede 1-1 mod Italien i en venskabskamp i Milano.

Ved den lejlighed vogtede det sædvanlige førstevalg, Manuel Neuer, det tyske mål.

Bayern München-målmanden er ikke med i truppen til kampen mod England i London, men Joachim Löw er helt tryg ved at lade Roman Weidenfeller stå på mål.

- Han har gjort et fantastisk indtryk under træningen, han overbeviste os.

- Roman er en moden person med en god udstråling, og han har en god indflydelse på spillerne foran sig, siger Joachim Löw.

/ritzau/