Joachim Löw: Venskab med Klinsmann lagt til side

Den tyske fodboldlandstræner, Joachim Löw, siger, at venskabet med USA's landstræner, tyskeren Jürgen Klinsmann, ikke får nogen påvirkning på torsdagens VM-kamp.

Førstepladsen i gruppe G er på spil, mens uafgjort faktisk sender begge mandskaber videre til 1/8-finalen.

- Jeg tror, at forholdet mellem Jürgen og jeg er interessant for pressen. Personligt mener jeg, at det er en kamp som alle andre. Det er mod et andet land, så intet er anderledes som sådan. Kampen er afgørende for at komme videre, siger Löw.

Fra 2004 til 2006 var Löw assistent for Klinsmann, da sidstnævnte var landstræner for Tyskland. Sammen førte duoen Tyskland frem til VM-bronze på hjemmebane i 2006.

- Denne kamp har intet med trænerne at gøre. Vi har bibeholdt kontakten mellem os, vi spiser sammen, vi snakker fodbold sammen, vi snakker om Tyskland, vi taler om USA. Det er et venskab, og denne kamp har ingen indflydelse på venskabet.

- Men de mennesker, som kender os, ved, at vi begge er ambitiøse. På banen vil vi begge vinde, siger Löw.

Mens Tyskland og USA begge kan nøjes med uafgjort for at avancere, så håber Portugal og Ghana ikke på, at det sker.

Portugal og Ghana har ét point hver, mens Tyskland og USA har fire point hver, så både portugiserne og ghaneserne kan fortsat nå 1/8-finalen. På grund af Tysklands gode målscore vil en tysk sejr være mest behjælpelig for Portugal og Ghana.

Gruppens to kampe begynder torsdag klokken 18.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip