Joachim Persson besejrer Jan Ø. i Greves guldtriumf

Greve vandt torsdag aften DM-guldet i badminton for hold.

Efter en medrivende finale i Frederiksberg-Hallerne sejrede Greve med 4-2 i kampe over Skovshoved.

Joachim Persson blev helten for Greve, da han i den femte kamp vandt sin herresingle over verdensstjernen Jan Ø. Jørgensen.

Det skete efter en spændende afslutning, hvor Joachim Persson vandt det femte og afgørende sæt med cifrene 11-9.

Derefter kunne Ka Long sikre sejren for Greve, da han vandt med 3-1 i sæt over Skovshoveds Christian Lind Thomsen.

Fire af de fem spillere, som i øjeblikket er udelukket i landsholdsregi på grund af en sponsorkonflikt, var på banen i Frederiksberg-Hallerne.

Det var blandt andre damedoublen Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen, som sikrede Greve en sejr i damedouble.

På den anden side af nettet i den kamp stod blandt andre Tine Baun, den tredobbelte All England-mester i damesingle, der stoppede sin karriere på topplan for to år siden.

Carsten Mogensen og Joachim Fischer, der også er udelukket fra landsholdet, var med i finalen for Skovshoveds tabende hold.

/ritzau/

Dagens Gossip