Joakims iPhone eksploderede i sengen: Det sprøjtede med batterisyre

Den unge mand fra Oslo i Norge fortæller til VG, at han lå med telefonen ved sin side, da den pludselig eksploderede og brød i flammer.

Hændelsen fandt sted for tre uger siden, da Joakim Hvassing blev vækket af den indbyggede alarm i mobilen. Hvassing slog lyden fra, lagde iPhonen ved sit lår i sengen og slumrede videre - og lidt efter skete den ubehagelige episode, som snildt kunne være endt meget værre:

- Pludselig vågnede jeg ved, at det blev vældig varmt, telefonen eksploderede, og flammerne stod op fra den, fortæller nordmanden til VG.

Joakim Hvassing kastede et tæppe over den brændende mobil, som sprøjtede med batterisyre.

Det lykkedes ham at slukke branden, men den udbrændte telefon og de sorte mærker i sengen vidner om, hvor galt det kunne være gået, hvis der ikke havde været nogen til stede i rummet til at kvæle flammerne.

Hvassing føler sig af gode grunde heldig over, at mobilen ikke gjorde mere skade på ham:

- Havde jeg været i dyb søvn, kunne jeg have forbrændt mig frygtelig meget. Og jeg er glad for, at jeg ikke havde telefonen tættere på hovedpuden. Det havde været rigtig skidt, hvis jeg havde haft den nærmere ansigtet, da det skete, siger han til VG.

Den 24-årige mand har været i kontakt med Apple, som har beklaget den voldsomme oplevelse, efter at den ødelagte telefon er blevet undersøgt af eksperter i Irland, som har bekræftet, at den faktisk eksploderede. 

Joakim Hvassing advarer nu andre mod at tage deres iPhone med i seng. Han fortæller, at telefonen ikke var tilsluttet opladeren, da episoden fandt sted.

VG har været i kontakt med Apple, som ikke ønsker at kommentere hændelsen.

Følg Dagens Forbrug for flere lignende artikler:

 

 

Dagens Gossip

Dagens TV