Jobbank: Flere sindslidende kan godt komme i arbejde

Skrevet af admin

01/12/2013

Dagens topnyheder

Skizofrene, maniodepressive og andre danskere med tunge sindslidelser kan godt varetage et job.

Det viser erfaringer fra projektet Jobbanken.nu, der har haft succes i Jylland og nu får 10,5 millioner fra satspuljemidlerne over de næste to år. Pengene skal styrke indsatsen i københavnsområdet, skriver Avisen.dk.

- Vi har vist, at det kan lade sig gøre at få sindslidende i job, hvis man opfatter dem som en ressource, siger direktør for projektet Jobbanken.nu, Birgit Jeppesen, til Avisen.dk.

- Der er et kæmpe behov for det her, for der står mange, som rigtig gerne vil arbejde, men som skal have hjælp til det, tilføjer hun.

Projektet har vist gode resultater i Herning og Aarhus, lyder det.

Her har man formået at få nogle af de danskere, der slås med svære psykiske lidelser og som har fået tilkendt en førtidspension, ud i virksomheder som reel arbejdskraft.

I år har man frem til nu skaffet 200 mennesker i arbejde på særlige vilkår, og interessen for at få hjælp til at åbne døren til jobmarkedet er stor.

- Vi lever i et samfund, hvor nummer et identitetsskabende faktor er at have en tilknytning til arbejdsmarkedet, siger Knud Kristensen, formand for Sind, til Avisen.dk.

- Det at blive ekskluderet fra arbejdsmarkedet er dybt negativt. Og sindslidende vil faktisk rigtig gerne arbejde, det viser alle undersøgelser, så der er et stort potentiale, tilføjer han.

Pengene til satspuljen tages fra den automatiske regulering af overførselsindkomster, som stiger 0,3 procent mindre end den gennemsnitlige lønudvikling.

De senere år er satspuljen svundet kraftigt ind i takt med skrumpende lønstigninger. I 2014 er der godt 350 millioner kroner.

/ritzau/