Jobcenter Favrskov vil have virksomhederne til at gå nye veje

Gennem telefonkampagne og virksomhedsbesøg, har Jobcenter Favrskov sat jagten ind på virksomheder, som kan se potentialet og mulighederne, i de mange motiverede ledige, der har svært ved at finde de rette jobåbninger.

Jobkonsulenterne står klar til at rykke ud og fortælle de lokale virksomheder om mulighederne.

Aktiviteterne er en del af en landsdækkende kampagne, der er rettet mod både private og offentlige virksomheder.

Formålet er at sikre møder med kommunens virksomheder, og dernæst få flest mulige af de ledige, som risikerer at ryge ud af dagpengesystemet, i ordinære job.

Lone Lollesgaard, arbejdsmarkedschef i Favrskov Kommune, finder situationen alvorlig og hilser derfor virksomhedskampagnen velkommen.

- I Favrskov Kommune har vi 1.254 ledige dagpengemodtagere og heraf er 214 ledige i fare, for at ryge ud af dagpengesystemet, hvis ikke de får et job. Men vi tror på, at der stadig er nogle jobmuligheder, som ikke er blevet vendt, siger arbejdsmarkedschef Lone Lollesgaard, og fortsætter:

- Vi vil gerne mødes med kommunens virksomheder, også selvom de ikke lige står foran nye ansættelser. Det er altid relevant at se på, om der i virksomheden er åbninger, hvor virksomheden med ekstra hænder eller nye kompetencer kan åbne for nye muligheder, siger Lone Lollesgaard.

I Favrskov Kommune er der sendt breve til 498 virksomheder med en invitation til et møde med en jobkonsulent.

Dagens Gossip