Jobcentre: Regelcirkus spænder ben for job

Regelcirkusset på landets jobcentre er årsag til, at det er vanskeligt at få folk i arbejde. Sådan lyder det i en rundspørge, som Berlingske har lavet til 39 af landets jobcebterchefer.

Mere end 70 procent forklarer, at der for ofte er regelændringer på området, og næsten halvdelen mener, at reglerne forhindrer dem i at få ledige i arbejde.

- Hvordan kan man skabe resultater, når der stort set ikke går en uge, uden reglerne bliver ændret? Hvilken organisation kan i længden holde til, at man flere gange om ugen kritiserer medarbejderne, resultaterne og ændrer på vilkårene, siger arbejdsmarkedschef i Gribskov Kommune, Peter Olsen, til avisen.

Samme toner lyder fra eksempelvis jobcentrene i Rødovre og Tårnby-Dragør, hvor man indimellem har gjort det modsatte af, hvad den ledige havde brug for.

- Hvis vi har gjort noget andet, har staten straffet os økonomisk, og det ønsker vi jo heller ikke, siger jobcenterchef i Tårnby-Dragør Claus Wester.

I Gribskov ønsker man sig faktisk bare ro til at arbejde med reglerne.

- Giv os tid til at implementere dem og lad reglerne virke, før I laver dem om igen, lyder bønnen fra Peter Olsen.

I Helsingør er man dog helt uenig. Her mener jobcenterchef Mette Gregersen, at kollegaerne bør stoppe klynkeriet, for der er plads til forbedringer over alt.

Kilde: Berlingske

Dagens Gossip