Jobløse herhjemme: USA ønsker danske autister

Autisme er et handikap, der kan vendes til at være en fordel. Med denne opskrift har den danske socialøkonomiske virksomhed Specialisterne fået et internationalt gennembrud, skriver Politiken lørdag.

Firmaet har netop dannet partnerskaber med de globale it-giganter SAP og CAI, der har forpligtet sig til at skabe hundredvis af job til autismeramte personer.

Men Specialisterne har først fået vind i sejlene efter at have forladt Danmark, fortæller stifter Thorkil Sonne til Politiken.

- I Danmark bliver det ved skåltalerne, men vi vil hellere have konkrete opgaver end klap på skulderen, siger Thorkil Sonne, der alene sammen med SAP skal skabe 650 stillinger til folk med autisme.

Specialisternes koncept er at afklare autismeramte personers særlige kompetencer og sende dem ud i konsulentarbejde, der passer til deres evner. Erfaringen er, at de autismeramte ofte bidrager med nye metoder og ideer på arbejdspladsen.

Thorkil Sonne er flyttet til den amerikanske stat Delaware, og herfra har han på kort tid dannet partnerskab med den lokale guvernør, der har banet vej for store offentlig-private partnerskaber.

- Det går bare meget hurtigere i USA, fordi der er en lad-os-nu-gøre-det-kultur. Om få år vil der være mangel på arbejdskraft, og hvis Danmark skal klare sig godt i den globale økonomi, skal vi blive bedre til at udnytte potentialet i befolkningen og ikke kun dem med de bedste sociale færdigheder, siger han til Politiken, med henvisning til at personer med autisme ofte mangler nogle sociale færdigheder.

Konkret efterlyser Specialisterne en større indsats fra især offentlige institutioner til at indgå partnerskaber med mindre socialøkonomiske virksomheder.

Og så kan Danmark lære af Tyskland, hvor der stilles krav til, at offentlige leverandører har en andel på 5 procent handikappede i medarbejderstaben, lyder det.

Ifølge socialminister Karen Hækkerup (S) er regeringen meget optaget af at fremme iværksætterlysten blandt dem, der skaber job til de sårbare og udsatte.

- I den seneste finanslov har vi nedsat et hurtigtarbejdende udvalg, der lige nu undersøger barrierer for at etablere og udvikle socialøkonomiske virksomheder her i landet. Alle borgere har ressourcer, og dem skal vi naturligvis gøre alt, hvad vi kan, for at realisere, skriver hun i en mail til Politiken. Udvalgets anbefalinger kommer efter sommerferien.

Dagens Gossip