Jobmesse for ledige i Odense

På onsdag står 30 virksomheder klar for at møde odenseanske jobsøgende. Det sker, når A-kasser, Odense kommune, Syddansk Erhvervsskole og Udvikling Fyn slår dørene op for jobåbningsmesse 2013 på Syddansk Erhvervsskole i Odense.

Den primære målgruppe for messen er de ledige, der er i risiko for at falde ud af dagpengesystemet i første halvdel af 2013. Og tidspunktet for messen er ikke tilfældigt valgt.

- Der er mange, der falder for dagpengegrænsen i øjeblikket. Messen er et af mange initiativer for de udfaldstruede, og vi håber, at den kan give et skub i den rigtige retning, fortæller jobkonsulent Dorte Aagaard fra Arbejdsmarkedscentret og leder af FOA’s a-kasse, Lone Nielsen.

Mere gang i ansættelserne

Ifølge rådmand Peter Rahbæk Juel (S) fra Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, som skal holde åbningstalen, skal messen både være til glæde for virksomhederne og de ledige.

- Jobåbningsmessen handler om at synliggøre ledige jobs. De ledige har mange kompetencer, som det er vigtigt, at virksomhederne får øje på. Det er også vigtigt, at de ledige får øje på, hvor jobbene er, og hvordan de eventuelt med efteruddannelse kan komme i betragtning til en række stillinger. Vi hjælper gerne med eventuel opkvalificering, så de ledige kan bruge virksomhedernes jobåbninger, siger han.

"Vi husker folk bagefter"

Ib Andresen Industries er en af de virksomheder, der har valgt at deltage.

- Vi får et godt førstehåndsindtryk af folk på sådan en messe. Vi vurderer, om deres faglige kompetencer matcher vores behov, og hvor interesserede de er. Hvis de er nysgerrige, kan vi få en god dialog og samtidig få en opfattelse af, om de er friske, præsentable og selvstændige. Det er næsten ligeså vigtigt som fagligheden. Og ja, vi kan faktisk godt huske folk bagefter, siger personaleudviklingschef Finn Buch.

Som en nyskabelse vil der på messen være omkring 30 jobambassadører til stede. Jobambassadørerne er selv ledige, som de seneste 14 dage har fået viden og oplæring i at hjælpe de besøgende ledige tilrette på messen.’

Jobmessen åbner klokken 9.30.

Dagens Gossip