Jobopslag fra Spotify sætter gang i børsrygter

Skrevet af admin

17/02/2014

Mest læste i dag

Musiktjenesten Spotify kan være ved at nærme sig en børsnotering. Sådan udlægger iagttagere et nyligt jobopslag, som virksomheden har lagt på internettet.

Stemmer det, kan virksomheden blive børsnoteret allerede næste år.

I jobopslaget søger Spotify en specialist i økonomisk rapportering, som kan hjælpe selskabet med at leve op til de krav, der stilles af SEC, der er det amerikanske børstilsyn.

- Det ligner, at de gør sig klar til en børsnotering, udtaler en unavngiven finansjurist til Reuters.

I jobopslaget, der er lagt op på Spotifys hjemmeside og på LinkedIn, søger virksomheden en, der kan "forberede virksomheden på SEC's standarter og klargøre rapporter."

Ifølge nyhedsbureauets kilder kan det oprindeligt svenske selskab ramme børsen i 2015 med en værdi på 7-8 milliarder dollar, svarende til 38-44 milliarder danske kroner.

I november 2013 blev Spotify værdisat til fire milliarder dollar.

Spotify har afvist at kommentere på, om virksomheden har planer om at blive børsnoteret, men skriver i en kommentar:

- Mens Spotify vokser og bliver en mere moden virksomhed, leder vi efter folk, der kan bidrage til at holde vores regnskaber i orden og på globale standarder.

Downloader man Spotify, kan man gratis høre alt fra Justin Timberlake til Beatles eller Rasmus Seebach eller tusindvis af andre kunstnere på sin computer, tablet eller smartphone.

Den gratis tjeneste indebærer dog, at musikken bliver afbrudt af reklamer. Det er dog muligt at slippe for reklamerne, hvis man altså er villig til at betale for et abonnement.

/ritzau/Reuters