Jobråd: Lugt til dit tis og lyt til æblet

- Prøv at lytte til æblet, siger underviseren, mens hun forsigtigt banker på sit æble og tager det op til sit øre. Igen tøver jeg et splitsekund, og kaster et blik rundt i rummet, hvor 29 andre er i fuld gang med at lytte til deres æbler - nogle mere desillusionerede og flakkende i blikket end andre.

Det lyder måske som en dårlig joke, men det er ikke desto mindre en del af Louise Benners beretning om et jobkursus, hun forleden deltog i hos Alecto i København.

Beretningen har Louise Benner lagt op på sin Facebook-side til skræk og advarsel om det “faglige indhold” på jobkurser.

Og som om den bizarre æble-lytning ikke var nok, så fortsatte kursus-holderen, som Louise Benner konsekvent omtaler som “SØD underviser” med at bede kursisterne om at lugte til deres eget tis.

-… For tis kan nemlig også tale… Det er det, man kalder tislyden. Dit tis fortæller dig, hvordan du har det. Så næste gang, du lader vandet, så husk at tage en god snak med det også. Og her er det så, SØD underviser tilføjer noget i retning af, at man også kan lugte til hinandens tis. Hvis man har mod på det, skriver Louise Benner i sin besynderlige beretning.

Jobkursistens statusopdatering er på få dage blevet delt over 1000 gange.

Til TV2.dk siger hun: Jeg sad lidt med en tragikomisk følelse af uforståenhed - og jeg gik bestemt ikke derfra med en følelse af, at det havde rykket mig tættere på at nå målet med jobsøgningen.

Louise Benner tager dog let på den obskure oplevelse.

- Åbent sind, siger jeg bare. Det er vejen frem. Og så kan jeg skrive “tale med frugt, grønt og tis” på CV’et. Det er heller ikke at kimse af, skriver hun på Facebook inden hun kækt runder indlægget af med at bede sit netværk holde udkig efter et job, som ikke nødvendigvis behøver indeholde tis- eller æble-lyde.

Dagens Gossip