Jobrotation sprænger budgettet med 754 millioner kroner

Sidste år skulle virksomheder kunne ansætte vikarer, mens deres medarbejdere opkvalificerede sig, for 859,9 millioner kroner. Men jobrotationsordningen endte med at koste 754,5 millioner kroner mere end det.

Det skriver Berlingske fredag.

Det er Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, Star, som lægger budgettet for den såkaldte jobrotationsordning, som i 2014 altså endte med at koste 88 procent over det planlagte.

Også for to år siden var der ifølge Berlingske budgetoverskridelse. Dengang måtte daværende beskæftigelsesminister, Mette Frederiksen (S), erkende, at regningen for ordningen endte på 1,2 milliarder - næsten tre gange højere end ventet.

Ministeren lukkede i 2013 hullet, som tillod virksomheder at misbruge ordningen ved at lade deres lærlinge og elever indgå i rotation med ledige.

Venstre ønsker ifølge Berlingske et møde i forligskredsen, da noget tyder på, at der igen ikke er styr på, hvordan man bruger ordningen.

- Min anbefaling er, at ministeren meget snart får indkaldt partierne bag beskæftigelsesreformen til et møde.

- Hvordan går det med ordningen, er der ting i økonomien, der er løbet løbsk, og er der decideret misbrug, spørger beskæftigelsesordfører Hans Andersen (V) i Berlingske.

Derudover mener han, at jobrotationsordningen giver anledning til, at Rigsrevisionen tager et kig på hele beskæftigelsesområdet for at se, om der er tilstrækkeligt med tilsyn og kontrol med de penge, man årligt bruger på beskæftigelsesindsatsen.

Det drejer sig ifølge ordføreren om op imod 12 milliarder kroner.

Beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S) mener, at man skal værne om den "gode og stærke ordning". Han vil dog gerne lytte, hvis forligskredsen mener, at noget kan gøres bedre.

Rigsrevisionen er også velkommen til at se den efter, siger ministeren til Berlingske.

/ritzau/

Dagens Gossip