Jobrotationen ligner en fuser

Efter mere end tre måneder ser et af regeringens store jobhåb i den første akutpakke - jobrotation - ud til at blive en fuser.

Det vurderer eksperter efter, at en ny opgørelse fra Arbejdsmarkedsstyrelsen på baggrund af indberetninger fra a-kasserne i december viser, at kun 254 personer, som er i risiko for at miste deres dagpenge fra årsskiftet, har fået et job via jobrotation.

Det svarer til 0,5 procent af de personer, som risikerer at miste dagpengene, skriver Information.

- Det er et skræmmende lavt tal, siger Henning Jørgensen, arbejdsmarkedsforsker og professor ved Aalborg Universitet, til avisen.

- Det er en katastrofe, at de private virksomheder ikke er bedre til at give deres medarbejdere muligheden for at blive opkvalificeret og samtidig give en ledig mulighed for at få tilknytning til arbejdsmarkedet.

- Det er den offentlige sektor, som indtil nu har arbejdet med jobrotation. Den private sektor er slet ikke kommet med, lyder det fra Henning Jørgensen.

Akutpakken blev lanceret i slutningen af august, og regeringen har alene i år sat 100 millioner kroner af til øget brug af jobrotation, mens der til næste år er sat yderligere 90 millioner kroner af.

Ifølge forskningsleder ved Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning, Jacob Nielsen Arendt, er det en ordning, der tager tid at stable på benene. Men i forhold til, hvad man har skudt i det, er resultatet ikke imponerende:

- Det gør en virkelig minimal forskel. I forhold til at man har skudt 190 millioner kroner i det, ser det ikke ud til, at det har den store betydning, siger han til Information.

- Slet ikke set i lyset af at ordningen skulle afhjælpe problemet for det meget store antal, der ser ud til at falde ud af dagpengesystemet efter nytår, tilføjer forskningslederen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip