Jobsøgere har færre stillinger at vælge imellem

Skrevet af admin

10/06/2015

Mest læste i dag

Danske virksomheder havde antennerne ude efter 22.500 medarbejdere i årets første tre måneder. Ifølge Danmarks Statistik var der 22.500 ledige stillinger i den private sektor i første kvartal i år.

Det er 600 færre end i samme periode sidste år, hvilket svarer til et fald på 0,1 procentpoint. Andelen af ledige stillinger landede på 1,4 procent.

Der blev færre ledige stillinger hos virksomheder i Region Midtjylland, Region Sjælland og i Region Nordjylland. Til gengæld blev der lidt flere ledige stillinger i Region Syddanmarks virksomheder, mens antallet var uændret i Region Hovedstaden.

Der er flest job at søge i de mindste virksomheder. For arbejdssteder med under 10 ansatte er andelen af ledige stillinger godt nok faldet med 0,3 procentpoint i forhold til sidste år, men her er udbuddet af stillinger fortsat størst med 1,6 procent.

For arbejdssteder med 10-49 ansatte er andelen af ledige stillinger faldet tilsvarende med 0,3 procentpoint til 1,3 procent.

Hos de største virksomheder med mindst 100 ansatte blev der derimod lidt flere stillinger at søge. Antallet af ledige job hos de store virksomheder steg 0,2 procentpoint i forhold til første kvartal sidste år og udgør nu 1,4 procent.

Andelen af ledige stillinger opgøres i forhold til summen af ledige og besatte stillinger.

/ritzau/