Jobvæksten tager til: Knap 3000 flere i arbejde i maj

Skrevet af admin

21/07/2016

Mest læste i dag

Der var 2900 personer flere i beskæftigelse i maj end i april, viser tal fra Danmarks Statistik. Det svarer til en stigning i beskæftigelsen på 0,1 procent.

Dermed bygger maj videre på stimen fra de seneste år, hvor mere end 100.000 mennesker siden april 2013 har fået et arbejde på det danske arbejdsmarked.

Dermed er der 2.647.800 lønmodtagere i Danmark ved udgangen af maj. Tallene i denne offentliggørelse er foreløbige og korrigeret for normale sæsonudsving.

Dermed er jobvæksten steget siden april, hvor 2300 flere blev lønmodtagere.

Tallene dækker dog over, at stigningen i antallet af job i den private sektor og offentlige virksomheder igen i maj er lavere end måneden før.

Til gengæld har den sektor, der dækker over offentlig forvaltning og service, modsat de seneste måneder hyret flere end de fyret.

Chefanalytiker i Nykredit Tore Stramer peger på, at antallet af lønmodtagere nu er på sit højeste niveau i syv år.

- Når det er sagt, så er der tegn på, at fremgangen i beskæftigelsen har mistet lidt fart over de seneste to måneder. Det vidner om, at dansk økonomi havde det svært i særligt andet halvår af 2015, skriver han i en udtalelse.

- Ser vi ind i 2016, forventer vi, at gassen vil gå yderligere af jobballonen. Det skyldes primært, at den usikkerhed, der er opstået i kølvandet på brexit-resultatet, vil få flere virksomheder til at udskyde deres ansættelsesplaner.

Nykredit forventer dog stadig en svag fremgang i beskæftigelsen i 2016 samlet set.

Tallene fra Danmarks Statistik er ikke udregnet i fuldtidsbeskæftigelser. Dermed tæller en deltids- og fuldtidsansat ens i opgørelsen. Derudover er selvstændige ikke medregnet i tallene.

/ritzau/