Jockey får monster-karantæne

Cykelsporten har set udelukkelser fra sporten på op til et par år. Fodbolden og rugby er heller ikke ubekendte med karantænestraffe af en vis varighed, men der er alligevel lang vej op til den suspendering som jockeyen Eddie Ahern er idømt på ikke mindre end ti års udelukkelse fra hestesport.

Den 35-årige irer tabte tirsdag en appealsag efter at det britiske hesteforbund i maj valgte at udelukke Eddie Ahern i ti år fra sporten som følge af brud på forbundets anti-korruptions regler. Eddie Aherns appealsag blev pure afvist af hesteforbundet, og de ti år i skammekrogen står ved magt.

Et centralt punkt i sagen er hans livlige kommunikation med den nu pensionerede fodboldspiller Neil Clement, der spillede det meste af sin karriere for WBA. I perioden september 2010 til februar 2011 ringede eller sendte Eddie Ahern 265 sms'er til Neil Clement, der svarede tilbage 163 gange. I det tidsrum kørte Eddie Ahern fem vigtige løb, og mistænkes for i ledtog med Neil Clement at have satset penge på aftalt spil. Mest grelt var et nordirsk løb, hvor ireren førte klart halvvejs gennem løbet, men alligevel endte sidst.

Eddie Ahern har forklaret sig med, at han fejlbedømte hesten Judgethemoments fart og formåen, men hesteforbundet har vurderet, at en jockey med hans erfaring må have haft helt andre hensigter. Det har Eddie Ahern nu fået ti år til at tænke over.

Dagens Gossip