Jøder i Norge skærper sikkerhed efter drab i København

Skrevet af admin

17/02/2015

Dagens topnyheder

Weekendens dramatiske begivenheder i København får nu den jødiske menighed i Trondheim i det nordlige Norge til at øge sikkerheden ved byens synagoge.

Tiltaget finansieres af penge, som menigheden modtog i erstatning for forbrydelser begået under Anden Verdenskrig,

- Det er skæbnens ironi, at mange af erstatningsmidlerne efter Anden Verdenskrig er brugt på sikkerhed, siger formanden for Det Mosaiske Trossamfund i Trondheim, Rita Abrahamsen, til den norske avis Klassekampen.

Sikkerheden blev allerede øget efter angrebet mod satiremagasinet Charlie Hebdo og angrebet mod et jødisk supermarked i Paris i januar.

Efter drabene begået i København i weekenden, hvor en 37-årig jødisk mand mistede livet og to politibetjente blev såret foran synagogen i Krystalgade, har menigheden skruet ekstra op for sikkerheden.

Rita Abrahamsen var mandag til møde med politiet og den norske sikkerhedstjeneste omkring sikkerheden ved synagogen i Trondheim.

- Jøder bliver henrettet bare for at være jøder. Generationer før mig har oplevet dette. Vi skal fokusere på det her, så det ikke får lov til at eskalere, siger hun til Klassekampen.

Også i Oslo har man øget sikkerheden. Bergstien, hvor den jødiske synagoge har adresse, er ifølge den norske tv-station NRK blevet midlertidigt lukket for al gennemgående trafik i mindst to år.

- Der er ikke meget gennemgående trafik her, men det er vigtigt, at vi sikrer os mod det, vi kan sikre os mod, eksempelvis bilbomber. At lukke Bergstien for gennemgående trafik har været en sag for os i mange år, siger lederen af det Mosaiske Trossamfund, Ervin Kohn, til NRK.

/ritzau/NTB