Jødisk lærer knivoverfaldet af tre personer i Marseille

Skrevet af admin

18/11/2015

Dagens topnyheder

En lærer på en jødisk skole i Marseille i det sydlige Frankrig er blevet overfaldet af tre mænd, der har stukket ham med kniv.

Historielæreren er uden for livsfare.

Det er det lokale politi, der kommer med oplysningerne til det franske nyhedsbureau AFP.

Laurent Nunez, som er den lokale politichef, siger, at de tre mænd råbte antisemitiske fornærmelser under overfaldet.

Netavisen thelocal.fr skriver, at de tre spurgte læreren, om han var jøde, inden de overfaldt ham.

Politiet er i gang med at lede efter gerningsmændene.

Knivoverfaldet på den jødiske lærer kommer på et tidspunkt, hvor fransk politi er i højt beredskab på grund af fredagens terrorangreb i hovedstaden Paris, hvor 129 mennesker blev dræbt ved et meget blodigt attentat, som den militante bevægelse Islamisk Stat begik.

Netavisen skriver også, at gerningsmændene råbte slagord til fordel for Islamisk Stat, da de stak manden.

/ritzau/AFP