Jønke: Ny aftale med Bandidos sørger for ro i bikermiljøet

»Jeg kan bekræfte, at der siden i går den 1. maj foreligger en aftale de to klubber imellem, som skal sørge for, at der er ro i bikermiljøet,« skriver han i en SMS. Han understreger dog, at det er en samarbejdsaftale og ikke en aftale om fred.

»Vi lå jo ikke i krig, så der er ikke tale om en fredsaftale,« lyder det fra Jønke, som dog ikke vil uddybe, hvad aftalen konkret går ud på.

Heller ikke præsidenten for Bandidos, Michael Rosenvold, ville fortælle om aftalen ud over at bekræfte den onsdag aften.

»Vi har indgået en aftale, og jeg har ikke yderligere kommentarer,« sagde Michael Rosenvold til DR Nyheder.

De to grupper har tidligere haft en samarbejdsaftale, men den gjorde Bandidos op med i 2010, da den daværende præsident, Jim Tinndahn, officielt meldte ud, at han havde revet den i stykker.

Den havde fungeret fra slutningen af den rockerkrig, som hærgede i 1997-1998, og gik ud på, at de to grupper havde opdelt byer mellem sig som deres territorier, hvor modparten ikke måtte komme, samt at de ikke måtte optage hinandens frafaldne medlemmer.

Ifølge DR Nyheder er det angiveligt den aftale, som igen er i spil mellem grupperne.

Dagens Gossip