Jørn Dohrmann stiller op til EU

45-årige Jørn Dohrmann, miljøordfører hos Dansk Folkeparti og fritidslandmand i Drenderup ved Vamdrup, stiller op som kandidat til Europaparlamentet til maj.

- Nu har jeg haft 12 gode år i Folketinget og jeg må bare erkende, at flere og flere beslutninger tages i Bruxelles. Så nu er det på høje tid, at jeg prøver kræfter med EU, fortæller Jørn Dohrmann til dagens.dk.

Jørn Dohrmann er medlem af Folketinget og blev genvalgt til byrådet i Kolding ved kommunalvalget i november.

Dansk Folkeparti opstiller 10 kandidater til Europaparlamentsvalget den 25. maj, hvoraf de fem kandidater er udvalgt af partiet. De resterende findes på opstillingsmøder. Jørn Dohrmann opstilles i Nordjyllands kreds.

Hvorvidt han fortsætter i byrådet, hvis han bliver valgt til EU, vides endnu ikke:

- Et er sikkert, at jeg ikke kan sidde i Folketinget. Men hvad der sker i forhold til Kolding byråd, kan jeg ikke fortælle noget om på nuværende tidspunkt. Jeg ved det simpelt hen ikke, slutter Dohrmann.

Dagens Gossip