Johan Lange stopper i Lyngby: Assistenten forfremmes

Skrevet af admin

05/12/2013

Dagens topnyheder

Johan Lange er fortid i Lyngby Boldklub. Det meddeler klubben torsdag på sin hjemmeside.

- Johan Lange stopper som træner i Lyngby Boldklub fra i dag. Gårsdagens kamp mod FCK blev således den sidste i spidsen for de kongeblå, lyder det på Lyngbys hjemmeside.

Trænerjobbet overtages med det samme af assistenttræner gennem fem år - Jack Majgaard - og klubben fortæller, at det er en permanent løsning.

Johan Lange og Lyngby er tilsyneladende enige om at stoppe samarbejdet. Jobbet har ikke levet op til Langes forventninger.

- Jobbet i Lyngby Boldklub har ikke levet op til de forventninger, som jeg gik ind i projektet med. For at sige det lige ud, er økonomien i Lyngby Boldklub jo rigtig sund, men som cheftræner arbejder man med en anden tidshorisont.

- Ledelsen har lagt en langsigtet plan, og det kan jeg godt forstå, når man ser det i det store billede, siger Johan Lange.

Efter Langes farvel har klubledelsen altså peget på Majgaard.

- Rent sportsligt er Jack Majgaard som ny cheftræner det eneste rigtige. Både Niels Frederiksen (tidligere Lyngby-træner, red.) - og nu Johan Lange - har anbefalet Jack flere gange.

- Han er meget vellidt blandt spillerne, og han kender spillestilen og klubben indefra, siger Lyngby Boldklubs administrerende direktør, Brian Lemmeke.

Noget kunne tyde på, at Johan Lange har ønsket at bruge flere penge på spillerindkøb på den korte bane, men at træneren har fået nej.

I hvert fald understreger direktøren, at "Lyngby Boldklub skal være en klub med en sund økonomi".

- Det er naturligvis ærgerligt, at vi mister en god træner. Personligt havde Johan og jeg et godt samarbejde, men jeg vil ikke afvige fra vores koncept om ansvarlig fodbold.

- Vi vil drive en økonomisk sund fodboldklub her i Lyngby, og selvom vi pludselig fik en pose penge, er det den nuværende plan, der tæller.

- Vi vil bygge op fra bunden både på administration, faciliteter og talent, siger Brian Lemmeke.

Lyngby røg onsdag ud af DBU Pokalen til FC København. I landets næstbedste fodboldrække er Lyngby stadig en del af topfeltet.

Lige nu er Lyngby seks point efter AC Horsens, der ligger på andenpladsen. To hold rykker op i Superligaen til sommer.

/ritzau/