Johanne: Naturligt at Mogens Jensen forhandler finanslov

Skrevet af admin

06/11/2014

Dagens topnyheder

En besparelse på 2,5 milliarder kroner på ulandsbistanden for at finansiere den øgede strøm af asylansøgere er det store stridspunkt i torsdagens forhandlinger om finansloven for 2015.

Derfor glæder det Enhedslistens politiske leder, Johanne Schmidt-Nielsen, at udviklingsminister Mogens Jensen (S) nu afbryder en rejse i Afrika for at deltage i de videre forhandlinger.

- Jeg ser det som en helt naturlig konsekvens. Når udviklingsbistanden er i spil, så giver det selvfølgelig god mening, at ministeren er i Danmark.

- Der er ingen tvivl om, at vi synes, det er en ualmindelig dårlig idé at skære i udviklingsbistanden for at finansiere udgifterne til flere flygtninge, siger Johanne Schmidt-Nielsen i en pause i forhandlingerne.

Ifølge TV2 er regeringen klar til at justere i sparekravet på 2,5 milliarder kroner. Men det vil Johanne Schmidt-Nielsen ikke kommentere på.

Hun slår dog fast, at Enhedslisten er parat til at acceptere visse besparelser.

- Vi har fra starten sagt, at vi gerne vil være med til at se på, om der er nogle steder, hvor man kan skære, uden at det bliver et problem.

- Der findes noget erhvervsstøtte, der kan skæres væk. Og hvor det reelt er mærkeligt at kalde det for udviklingsbistand, siger hun.

Indtil videre har regeringens stærke mand, finansminister Bjarne Corydon, kun lagt arm med Enhedslisten og SF, men at det derfor peger entydigt i retning af en rød finanslovaftale, vil Johanne Schmidt-Nielsen ikke spå om.

- Det, synes jeg faktisk, er al for tidligt at sige. Der er en grund til, at vi bliver ved med at forhandle. Men desværre har det vist sig, at afstanden mellem Enhedslisten og regeringen er rigtig, rigtig stor.

- Det ser meget, meget svært ud, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

/ritzau/