Johanne Schmidt: Hvor mange penge får du af bankerne, Løkke?

»Lars Løkke Rasmussen, kom nu ud af busken! Fortæl åbent, hvor mange penge du modtager fra de banker, du har lavet bankpakker til. Fra de olieselskaber, du har lavet en olieaftale til. Det skylder du danskerne,« tordnede den politiske ordfører mod statsministerkandidaten fra talerstolen på Bornholm.

Johanne Schmidt-Nielsen kræver åbenhed om partistøtten - de økonomiske bidrag, som partierne modtager fra såvel staten som private virksomheder, fonde og foreninger.

»Vi kan se i Venstres regnskaber, at de får støtte fra en række af Danmarks største virksomheder. Og fra en række erhvervsfonde, der er oprettet til lejligheden med navne som for eksempel »Den liberale erhvervsklub« eller »Finanssektorens forening til støtte for et sundt erhvervsliv«. Men vi kan ikke se, hvor meget Venstre modtager fra deres sponsorer,« sagde Johanne Schmidt-Nielsen.

I dag har alle politiske partier pligt til at aflægge regnskab til Økonomi- og Indenrigsministeriet. Men der skal kun oplyses navn på de bidragydere, der har givet partiet over 20.000 kroner. Enhedslisten foreslår, at det beløb i stedet er 5.000 kroner.

»Her på folkemødet diskuterer vi, hvordan vi styrker og udvikler demokratiet. Lad os få åbenhed om de penge, der er i politik. Det er mere end på tide, at vi sætter en stopper for hemmelighedskræmmeriet,« lød budskabet.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) vil gerne være med til at se på reglerne for partistøtte. Det sagde hun tidligere på dagen.

»Jeg tror egentlig, vi trænger til at kigge lidt på partistøttereglerne. Vi skal have åbenhed om partistøtten, og jeg tror, det er det rigtige tidspunkt at komme i gang med at se på, om vi kan justere reglerne,« sagde statsministeren.

Dagens Gossip

Dagens TV