Johanne Schmidt ryster på hovedet

Enhedslistens politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen roser regeringen for at erkende, at der skal gøres mere for at redde de mennesker, der snart løber tør for dagpenge.

Men hun mener ikke, at regeringens løfte om 12.500 akutjob er tilstrækkeligt.

- Nu skal vi selvfølgelig gennemgå regeringens forslag med en tættekam, men umiddelbart er det min opfattelse, at det langt fra er tilstrækkeligt til at løse den alvorlige situation, som vi står i efter nytår, udtaler hun i en pressemeddelelse.

- Der er ingen sikkerhed for, at der kommer 12.500 job. Der er udelukkende tale om en hensigtserklæring, tilføjer hun.

Regeringen har indgået en aftale med de private og offentlige arbejdsgivere om, at i alt 12.500 ledige stillinger skal reserveres til ledige, der står til at miste deres ret til dagpenge, når de nye dagpengeregler træder i kraft til nytår.

Der er tale om en midlertidig ordning, hvor kommuner og regioner skal lægge ansøgninger fra langtidsledige øverst i bunken, og de private virksomheder får en kontant bonus på op til 25.000 kroner for at ansætte en langtidsledig.

- Det viser, at det pres, som har været på regeringen fra mange kanter, har virket, mener Johanne Schmidt-Nielsen.

Der bliver dog ikke tale om en egentlig jobgaranti, som Enhedslisten ønsker. Og partiet hæfter sig da også ved, at det kun er folk, der falder ud af dagpengesystemet fra november i år til juli næste år, der kan nyde godt af de reserverede job.

- På den måde risikerer vi at skubbe problemet foran os. Derfor er det afgørende for Enhedslisten, at der også kommer nogle mere permanente løsninger, som for eksempel gør det lettere for de ledige at genoptjene retten til dagpenge, lyder det fra Johanne Schmidt-Nielsen.

Ifølge Ritzaus oplysninger er det, at ordningen kun gælder en begrænset periode, en af de vigtigste grunde til, at det er lykkedes at få de private arbejdsgivere til at gå med i aftalen.

 

Dagens Gossip