Johanne Schmidt sms’ede Corydon i 11. time

Skrevet af admin

27/11/2013

Dagens topnyheder

Kvart over 11. time gjorde Enhedslistens top flere forsøg på at lande en form for et kompromis med finansminister Bjarne Corydon (S) og resten af regeringen for at forhindre en finanslov med oppositionen.

Kompromisset gik kort fortalt ud på at stå fast på partiets krav om minimumstandarder for antallet af bade til ældre - men til gengæld vente et år med at få kravet ført ud i livet.

Enhedslisten fik intet svar fra finansministeren.

Klokken 15:18 sendte Enhedslistens topforhandlere en mail til deres modparter i regeringen - Bjarne Corydon, økonomiminister Margrethe Vestager (R) og skatteminister Holger K. Nielsen (SF).

"Kære Margrethe, Holger og Bjarne", indledes mailen, hvori Enhedslisten understreger, at "vi stadig ser en mulighed for at nå et kompromis".

På dette tidspunkt sad Venstres forhandlere allerede inde bag Finansministeriet glasdør og arbejdede på at strikke en aftale sammen.

"Vi håber, I vil tage positivt imod dette forslag, da det er vores opfattelse, at mulighederne for at nå en løsning endnu ikke er udtømte", slutter mailen fra Enhedslisten.

Præcis to timer senere forsøgte Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen sig så med en sms, til Bjarne Corydon.

Der kom intet svar, og en håndfuld timer senere lå finanslovaftalen mellem Regeringen, Venstre og De Konservative på bordet.

Aftalen med oppositionen indebærer blandt andet, at et fradrag for fagforeningskontingenter, som var aftalt med Enhedslisten, ikke længere bliver til noget.

/ritzau/