John Hatting døde af hjertestop

Grand Prix stjernen John Hatting, der blev fundet død lørdag aften, døde af et hjertestop. Det viser en obduktionsrapport.

64-årige John Hatting blev fundet død i badekarret i sin lejlighed på Amager.

Det var et nært familiemedlem, der fandt Grand Prix stjernen og sangskriveren død.

Ifølge BT var John Hatting død flere dage inden han blev fundet og derfor krævede politiet en obduktion. I rapporten kan man læse, at Hatting havde vand i lungerne og døde af et hjertestop.

Liget er nu frigivet, og familien kan få lov til at arrangere begravelsen.

Om John Hatting

John Hatting var i en årrække med i Dansk Melodi Grand Prix - både på scenen, men også som komponist til en række af de kendte grandprix-numre.

Det drejer sig blandt andet om vindersangen fra 1982, "Video Video" med Brixx, men også som solist med sangen "Donna, Donna".

Sammen med konen Lise Haavik dannede han duoen Trax, der stillede  op i både 1984, 1985 og igen i 1986, hvor de faktisk vandt med sangen "Du er fuld af løgn".

Sangen blev nummer seks ved det internationale grand prix.

Sammen med Torben Lendager skrev han i øvrigt også dansktop-hittet "Kære lille mormor" til Richard Ragnvald.

Du kan gense nogle videoer med John Hatting nedenunder.....

Dagens Gossip