John Kerry hylder modig syrisk opposition

Skrevet af admin

18/01/2014

Dagens topnyheder

Den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, lovpriser den syriske oppositions beslutning om at deltage i den kommende uges fredskonference i den schweiziske by Genéve.

Kerry kalder afgørelsen for "en vej, der i sidste ende vil føre til en bedre fremtid for alle syrere".

- Det er en modig beslutning, der er truffet i interessen af alle de syriske folk, der har lidt så frygteligt under Assag-regimets brutalitet og en borgerkrig uden ende, siger John Kerry i en pressemeddelelse.

Lørdag mødtes repræsentanter fra de forskellige syriske oprørsmilitser for at beslutte, hvordan man skulle forholde sig til fredskonferencen, der er sponsoreret af det internationale samfund.

I en hemmelig afstemning besluttede Syriens Nationale Koalition med stemmerne 58 mod 14 at deltage i fredsmødet, der indledes onsdag.

Der har ellers længe været tvivl om, hvorvidt de syriske oprørere ville deltage i fredsmødet, eller om de ville dukke op med forskellige ønsker.

Lederen af oppositionen, Ahmad Jarba, fortalte senere lørdag, at oppositionsgruppen har besluttet at tage til fredskonferencen i Schweiz med det klare mål at fjerne Syriens præsident, Bashar al-Assad, fra magten.

/ritzau/AFP