John Kerry på charmebesøg i Saudi-Arabien

Skrevet af admin

04/11/2013

Dagens topnyheder

Den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, er mandag i Saudi-Arabien for at udrede trådene med den ellers så trofaste allierede i Mellemøsten.

Saudi-Arabien er utilfreds med USA's politik i regionen, og vreden er i de seneste uger blusset op. Blandt andet har Saudi-Arabien nægtet at indtage sin plads i FN's Sikkerhedsråd, som kongedømmet eller skulle besætte fra årsskiftet.

Derfor skal Kerry drøfte situationen i det borgerkrigshærgede Syrien og problematikken om atomvåben i Iran med den saudiarabiske kong Abdullah.

- Lige nu har vi nogle meget vigtige ting at snakke om for at sikre, at forholdet mellem Saudi-Arabien og USA forbliver på sporet og stadig bevæger sig fremad, sagde John Kerry i en tale på den amerikanske ambassade i Riyad.

Samtidig gentog Kerry, at Saudi-Arabien og USA deler de samme bekymringer omkring overgangsperioden i Egypten, borgerkrigen i Syrien samt Irans ambitioner om atomvåben.

Desuden priste Kerry Saudi-Arabien for at spille en særlig vigtig rolle i den arabiske verden.

Drøftelserne sker, dagen efter at John Kerry på et pressemøde i den egyptiske hovedstad, Kairo, slog fast, at USA står bag sine venner i den arabiske region.

- Vi er der for Saudi-Arabien, for de Forenede Arabiske Emirater, for Qatar, for Jordan, for Egypten og andre. Vi vil ikke tillade, at disse lande bliver angrebet udefra. Vi står side om side med dem, sagde John Kerry.

Kerrys visit skete, dagen før at retssagen mod den afsatte egyptiske præsident Mohammed Mursi blev indledt. Kerry opfordrede de egyptiske myndigheder til at sørge for "inkluderende, frie og retfærdige valg", men han undgik at nævne Mursi ved navn.

Retssagen mod Mursi blev mandag udsat, da flere af de øvrige tiltalte begyndte at råbe slagord mod retten.

/ritzau/AFP