John Lennons blodige briller til eftertanke

Det ser sort ud for Barack Obamas forsøg på at stramme den amerikanske våbenlov, og nu blander John Lennons enke Yoko Ono sig i debatten.

Hun bakker op om præsidentens initiativ og har lagt et foto af sin mands blodplettede briller på Twitter ledsaget af teksten: »Over 1.057.000 mennesker er blevet dræbt af skydevåben i USA siden John Lennon blev skudt den 8. december 1980«.

Den japanske kunstner og fredsaktivist minder også om, hvor smertefuldt et dødsfald er for de efterladte: »Det er en umarvende oplevelse at miste en af sine kære. Efter 33 år savner vores søn Sean og jeg stadig John«, skriver hun.

Lennon bar de runde briller, da han blev skudt ned uden for parrets hjem i New York, og året efter mordet på den tidligere Beatle brugte Ono billedet på omslaget til albummet »Season of Glass«.

Onsdag kunne Lennon og Ono have fejret 44-års bryllupsdag, men sådan blev det ikke. En gal fan med et skydevåben kom i vejen og tog den fredselskende rocklegendes liv.

Mordet udløste en del debat om våbenloven. Der blev især stillet spørgsmålstegn ved, om kontrollen af sindslidende var tilstrækkelig. Der skete dog intet og siden har sindsforvirrede personer med stormgeværer og lignende automatvåben kunnet meje hundreder af uskyldige mennesker ned, senest på en skole i Newtown, hvor 20 små børn kort før jul blev ofre for en massakre.

Dagens Gossip

Dagens TV