John Lennons søster afslørede Beatles statue

Skrevet af admin

05/12/2015

Dagens topnyheder

John Lennons søster har afsløret en ny skulptur af The Beatles ved Liverpools havnepromenade, som ifølge skulptøren skal blive et vartegn for området, hvor folk kan komme for "at tænke, meditere og lege."

Bronzeskulpturen er blevet doneret af den legendariske The Cavern Club, hvor The Beatles spillede nogle af de første koncerner og blev opdaget. Klubben har givet statuen på 50-årsagen for bandets sidste offentlige optræden i deres hjemby den 5. december 1965.

- Jeg overværede det, og jeg er stolt af afsløringen af skulpturen, siger Julia Baird, som er søster til John Lennon.

Statuerne er baseret på fotografier fra 1963 af "The "FAB Four" - Paul McCartney, George Harrison, Ringo Starr og John Lennon. Fotografierne er taget i nærheden af det sted, hvor skulpturen står.

Ideen til skulpturen, der er skabt af Andy Edwards og vejer 1,2 ton, stammer Chris Butler fra Castle Fine Art Foundry.

- Dette er en statue, som hverken behøver et navn, en forklaring eller instrumenter. Det er en statue over et øjeblik, og det øjeblik begyndte i Liverpool, siger Butler.

Skulptøren har sammen med sine medhjælpere arbejdet på statuen nede ved havnepromenaden, og han siger, at "alle ønskede at tale med os - alle har en Beatles historie."

- Jeg tror, at statuen hurtigt vil blive et rituelt sted, hvor folk samles for at tænke, meditere eller lege, siger Edwards.

John Lennons søn Julian og Lennons første kone Cynthia afslørede i 2010 ligeledes i Liverpool en fem meter høj statue af Lennon, der blev dræbt i New York i 1980 40 år gammel.

/ritzau/AFP