Johnny Mølby ærgrer sig over spænding i sejr over AGF

Skrevet af admin

29/04/2016

Mest læste i dag

Johnny Mølby er glad for 2-1-sejren over AGF fredag aften. Han mener, at sejren var fuldt fortjent, og at hans mandskab spillede en god kamp.

Han er dog irriteret over, at Viborg lukkede hjemmeholdet ind i kampen mod slutningen, og det endte med at blive spændende.

- Vi var afklarede og spillede en god udekamp. Vi var velorganiserede og aggressive i vores pres og duellerne. Vi brød mange bolde og fik dem udfordret gennem hele kampen. Vi vandt fuldt fortjent, siger Johnny Mølby.

- Det irriterer mig, at det skulle blive spændende til sidst, for det var på ingen måde en kamp, der skulle være blevet det.

Sejren betyder, at Viborg nu definitivt er sikret mod nedrykning. Selv om det længe har ligget i kortene, så glæder træneren sig over, at det nu er en realitet.

- Vi har følt, at vi var i mål, men det er selvfølgelig dejligt, at det nu er bekræftet. Det har været målet siden starten af sæsonen, og det er dejligt, at vi er sikret så tidligt i sæsonen, siger Johnny Mølby.

Også den ene af Viborgs målscorere Jeppe Curth glæder sig over resultatet, men er ligesom sin træner ked af, at de lukkede AGF ind til sidst.

- Vi fik trykket dem godt, og kom ud og løbe med dem. Vi fik fanget dem i deres opspil, og vi kom relativt hurtigt frem til chancer. Vi kom også alene med keeperen et par gange, siger Jeppe Curth.

- Egentlig var det fuldstændig åndssvagt, at vi ikke fik lukket kampen før. Vi spillede godt offensivt, men skulle have været mere effektive, og det skulle aldrig være blevet spændende til sidst.

Næste opgave for Viborg er i næste runde af Alka Superligaen, hvor holdet søndag den 8. maj tager imod AaB.

/ritzau/