Johnny Mølby: Skarpheden var forskellen

Skrevet af admin

08/05/2016

Dagens topnyheder

Selv om det blev til et nederlag på 0-2, da Viborg havde besøg af AaB søndag eftermiddag, så er Viborg-træner Johnny Mølby tilfreds med den indsats, som hans superligahold leverede.

AaB har tidligere været en svær modstander for hjemmeholdet, men Johnny Mølby mener, at hans tropper spillede lige op med dem.

- Vi spillede en lige kamp, hvor vi andre gange mod AaB har været presset i lange perioder. Vi blev selvfølgelig hæmmet af det hurtige mål, men vi spillede en rigtig god anden halvleg, siger Johnny Mølby.

Selv om spillet blev bedre i anden halvleg, så havde han gerne set, at hans mandskab var kommet frem til lidt større muligheder.

- Vi fik trykket AaB, og de skabte ikke mange chancer imod os. Det var først til sidst, da vi satsede på udligningen. Omvendt blev vi ikke selv farlige nok i vores gode perioder, siger Johnny Mølby.

For træneren var det endnu en af de kampe, hvor spillet kunne givet point, og dem har der ifølge ham været flere af i foråret.

- Vi kunne godt have stået med flere point i dette forår, men vi skal blive dygtigere til at udnytte vores chancer. Skarpheden var forskellen i dag, og så var marginalerne på deres side, siger han.

Skulle Viborg have haft mere ud af kampen, så skulle de ifølge Jonas Kamper have været mere kyniske, når de havde chancen.

- Det var lidt den samme sang igen, at vi ikke var kyniske nok i felterne.

- Selv om vi ikke væltede os i store chancer, så skal vi til at score på nogle af de muligheder, hvis vi ikke skal smide point, siger Kamper.

- Vi havde en periode i anden halvleg, hvor vi havde momentum og pressede på i 20 minutter, og vi kom frem til nogle muligheder. Det var ærgerligt, at vi ikke fik scoret, så vi kunne have lagt ekstra tryk på til sidst.

Viborg får muligheden for at finde skarpheden, når de på onsdag møder Sønderjyske på udebane.

/ritzau/