Jon Bon Jovi følger fan til alteret

Skrevet af admin

14/10/2013

Mest læste i dag

Mens de fleste bare drømmer om at møde deres største idoler, ville en kommende brud følges til alteret af sit største idol, Jon Bon Jovi.

Australske Branka Delic blev lørdag gift, og her overraskede rockstjernen hende ved ikke bare at dukke op til brylluppet, men ved også at følge hende op ad kirkegulvet. Det skriver Billboard.com.

Delic havde skrevet en lang bøn på sin hjemmeside, hvor hun bad bandet om at komme til brylluppet. Den bøn blev altså hørt, da Jon Bon Jovi dukkede op på hendes store dag.

- Tillykke Branka. Må du og Gonzalo have livslang lykke, kærlighed og minder sammen, skrev Jon Bon Jovi på Twitter, hvor han samtidig lagde et billede op af ham selv og brudeparret.

Bon Jovi, der er på turné, skulle samme aften spille i Las Vegas, hvor Branka Delic og Gonzalo Cladera blev gift i Graceland Wedding Chapel.

- Tak Jon. Du er et fantastisk menneske, fordi du tager dig tid til os. Vi ses i Sidney, skrev Delic på sin Twitter-profil efter brylluppet.

Graceland Wedding Chapel er det samme sted, som Jon Bon Jovi selv blev gift med sin kone i 1989.

Newspaq