Jon Bon Jovi følger fan til alteret

Branka Delic havde drømt om at gå med Bon Jovi-forangeren under armen og indrykkede allerede i sommer en annonce i sin lokale avis Hornsby Advocate. Den blev fulgt op på Facebook, hvor den vordende brud oprettede en side med overskriften Bon Jovi, Walk Me Down the Aisle?

Initiativet fik en del medieopmærksomhed og sangeren opdagede også, hvad der foregik, så da Bon Jovi lørdag aften skulle spille på MGM Grand Garden Arena i Las Vegas, smuttede rockstjernen forbi Graceland Wedding Chapel for at opfylde kvindens store ønske. Bon Jovi havde sendt en limousine i forvejen efter bruden.

Delic fortæller avisen Sydney Daily Telegraph, at hendes idol modtog hende med ordene »Skal vi så gøre dettehér eller hvad?«.

»Der var mange andre brude i kapellet og I skulle have set deres ansigtsudtryk«, fortsætter den nygifte fan og tilføjer, at hun holdt tårerne tilbage for ikke at ødelægge sin makeup.

Delic giftede sig med sin kæreste Gonzalo Cladera og efter vielsen takkede hun sangeren på Twitter: »Du opfyldte ikke bare min store drøm. Du ændrede mit liv for altid«, lød det blandt andet.

Graceland Wedding Chapel dannede også rammen, da Jon Bon Jovi sagde ja til sin kone Dorothea den 29. april 1989.

Dagens Gossip