Jon Dahl bliver Hareides assistenttræner på landsholdet

Skrevet af admin

07/03/2016

Dagens topnyheder

Den tidligere landsholdsspiller Jon Dahl Tomasson bliver assistenttræner for Åge Hareide på fodboldlandsholdet.

Det erfarede Ritzau tidligt mandag, og ved middagstid blev ansættelsen bekræftet af DBU, der offentliggjorde, at Tomasson 1. juni begynder i jobbet på en toårig kontrakt.

Inden han tiltræder på fuld tid, vil han tage del i træningssamlingerne i forbindelse med kampene mod Island og Skotland.

39-årige Tomasson er aktuelt assistenttræner i den hollandske klub Vitesse. Tidligere i trænerkarrieren har han stået i spidsen for Excelsior og siden Roda, hvor han blev fyret i 2014 efter en række skuffende resultater.

Holland var også Tomassons omdrejningspunkt i den aktive karriere. Han spillede for Heerenveen fra 1994 til 1997 og havde senere stor succes i Feyenoord.

Karrieren bød også på et mindre succesfuldt ophold i engelske Newcastle og en periode hos stjernespækkede Milan i Italien.

Tomasson spillede 112 A-landskampe fra 1997 til 2010. Han scorede 52 mål og er dermed den mest scorende for landsholdet sammen med Poul "Tist" Nielsen.

Peter Bonde var den seneste assistenttræner for A-landsholdet, men da Morten Olsen annoncerede sit stop, stod det hurtigt klart, at Bonde heller ikke skulle fortsætte.

1. marts begyndte Hareide i stillingen som dansk landstræner. Han blev præsenteret som Morten Olsens efterfølger 10. december.

Dengang sagde Hareide og Dansk Boldspil-Union (DBU), at man skulle til at kigge på assistentemner.

/ritzau/