Jonas Dahl vil ikke være SF-formand

Skrevet af admin

07/02/2014

Dagens topnyheder

Tidligere skatteminister Jonas Dahl stiller ikke op som kandidat til formandsposten i SF. Han peger i stedet på Pia Olsen Dyhr, siger han til TV2 News.

Siden Annette Vilhelmsen meddelte sin afgang som SF-formand i sidste uge, har Jonas Dahl ellers sagt, at han overvejede at stille op som SF-formand.

Men det bliver altså i stedet til en støtteerklæring fra Jonas Dahl til tidligere transportminister Pia Olsen Dyhr.

- Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at bidraget til at rejse partiet, men det er ikke mig, der skal stå i spidsen for SF.

- Man må sige, at vi har ligget med røven i klaskehøjde, og derfor er der også behov for, at vi i fællesskab strammer lidt op, siger han til TV2 News.

Jonas Dahl forklarer, at det blandt andet er private overvejelser, som gør, at han ikke går efter formandsposten, da han om kort tid skal være far for anden gang.

Samtidig understreger han, at han er helt sikker på, at Pia Olsen Dyhr er det rigtige valg som ny SF-formand.

- Jeg tror, Pia er den, der kan samle SF. Pia har lederegenskaber, hun har erfaringen og nogle kommunikative evner, som er rigtig gode. Derfor er jeg ikke i tvivl om, at hun bliver en fremragende formand for SF, siger Jonas Dahl til TV2 News.

Han slutter sig dermed til en række andre fremtrædende SF'ere, som i de seneste dage har meldt ud, at de anser Pia Olsen Dyhr som den rigtige person til at samle og sætte sig i spidsen for et splittet SF.

Pia Olsen Dyhr meldte selv ud torsdag aften, at hun gerne vil være ny SF-formand, og hun er indtil videre den eneste, der har meldt sig ind i formandskampen.

Det er ikke første gang, at Pia Olsen Dyhr forsøger at blive SF-formand. I 2005 gik hun også efter topposten i partiet, men måtte se sig slået af Villy Søvndal i formandsvalget.

/ritzau/