Jonas Dal: Esbjerg-spillere skal gøre hinanden stærkere

Skrevet af admin

29/10/2015

Dagens topnyheder

Esbjergs nye cheftræner, Jonas Dal, har haft sin første arbejdsuge, hvor han har haft mulighed for at sætte sit aftryk på kollektivet.

Spillertruppen har forud for fredagens hjemmekamp mod FC Nordsjælland mærket, hvad det indebærer, når han taler om sit mantra; det forpligtende fællesskab.

- Mentalt skal spillerne gøre hinanden stærkere og bedre. Det kræver, at spillerne indbyrdes snakker om, hvordan de konkret kan gøre hinanden bedre i spilsituationer, så det hele ikke bliver en forelæsning fra min side.

- Jeg kan godt lide at arbejde med individet, når han har respekt for det fællesskab, der er større end en selv. Og så skal vi have glæden frem, siger Jonas Dal til klubbens hjemmeside.

Den tidligere Hobro-træner betragter FCN som en spændende opgave, fordi Farum-holdet hviler i konceptet med at have bolden på fødderne.

- Vi skal have nedkæmpet holdets individualister i duellerne, for ellers får vi alvorlige problemer. Vi har arbejdet en del med den defensive struktur i denne uge, så vi får ro i ikke at have bolden.

- Til gengæld skal vi være aggressive, når vi beslutter os for at presse modstanderne. Vi vil rigtig gerne skabe noget med bolden, og det handler blandt andet om løbemønstre og måder at gøre hinanden gode på offensivt, siger Jonas Dal.

Han er som ny træner i den delikate situation, at den klub, han tidligere har stået i spidsen for, Hobro, vil kæmpe for at overlade sæsonens eneste nedrykningsplads til Esbjerg.

- Jeg kender så meget til Hobro, at holdet vil komme bagfra og få point, efterhånden som spillerne lærer hinanden bedre at kende.

- Den situation skal vi have respekt for. Men vi må ikke blive forkrampede og bange for at udføre vores job, siger Jonas Dal.

Michael Almebäck og Jeppe Andersen er nye i Esbjerg-truppen på bekostning af Jeppe Brinch og Mohammed Fellah, sidstnævnte har en mindre fodskade.

/ritzau/