Jonas Dal skifter til Esbjerg med øjeblikkelig virkning

Skrevet af admin

20/10/2015

Mest læste i dag

Jonas Dal stopper med øjeblikkelig virkning som træner i Hobro og skifter til Esbjerg omgående.

Det meddeler Esbjerg og Hobro på deres respektive hjemmesider.

- Vi er glade for, at det er lykkedes os at finde en løsning med Hobro, der gør det muligt for Jonas Dal at tiltræde med det samme.

- Jeg er overbevist om, at vi hurtigt får glæde af hans engagerede og entusiastiske måde at gribe trænergerningen an på, siger Esbjergs administrerende direktør, Søren Poulsen.

Fredag stod det klart, at Jonas Dal bliver den kommende Esbjerg-træner, men i første omgang var det på en aftale fra næste sommer, når Dals Hobro-kontrakt ville udløbe.

Søndag erfarede TV3 Sport, at Dal var blevet frataget ansvaret for trænergerningen i Hobro, og siden er de to klubber så blevet enige om en aftale, som lader Dal skifte med det samme.

/ritzau/