Jonas Høgh gør overraskende VM-comeback

Skrevet af admin

14/08/2014

Mest læste i dag

Sejleren Jonas Høgh-Christensen havde ellers trukket sin finnjolle på land efter sølvmedaljen ved OL i London i 2012, men nu gør den 33-årige dansker et overraskende comeback.

Det sker ved VM, der sejles i spanske Santander om få uger, skriver Bådmagasinet.dk.

Selvom danskeren gør comeback ved VM, skal man ikke umiddelbart regne med at se ham i vandet ved OL i Rio i 2016.

Årsagen til Høgs comeback er at hjælpe det danske hold med at sejle en nationsplads hjem til det kommende OL.

- Det er helt klart for at hjælpe Mads Bendix (finnjollesejler, red.) og dansk sejlsport med at kvalificere en OL-nationsplads til finnjolle-klassen, men det bliver da super fedt at komme på vandet igen, fortæller Jonas Høgh-Christensen til Bådmagasinet.dk.

- Det her VM passer fint ind i min kalender, og så er det jo rigtig vigtigt at få den nationsplads i hus, så jeg håber, jeg kan hjælpe, siger han.

Selvom OL i Rio ikke umiddelbart er en del af OL-sølvvinderens fremtidsplaner, vil han ikke afvise det helt og aldeles.

- Som det ser ud lige nu, passer OL ikke ind i min planlægning. Men det er bestemt ikke fordi, jeg ikke har lysten.

- Formen er der helt sikkert ikke lige nu, og heller ikke til VM, men jeg kan love dig for, jeg giver den en skalle i træningslokalet, og så må vi se hvad det kan bringe, siger Jonas Høgh-Christensen.

Lige nu sidder Jonas Høgh-Christensen i en stilling som kommerciel direktør hos koncertarrangøren Live Nation.

/ritzau/