Jonas Høgh har kurs mod VM-medalje inden Medal Race

Skrevet af admin

12/05/2016

Dagens topnyheder

Finnjolle-sejleren Jonas Høgh-Christensen er ved at finde den form, som til sommer forhåbentlig skal bringe ham til en medalje ved OL i Rio.

I første omgang ligger han til at vinde metal ved VM i Italien, hvor han inden fredagens Medal Race ligger på andenpladsen med luft ned til de nærmeste.

Torsdag blev der afviklet tre VM-sejladser, og her leverede danskeren feltets næstbedste serie med placeringer som 3, 8 og 4. Det blev kun overgået af VM’s førende sejler, britiske Giles Scott (7, 1, 1), der er regerende verdensmester.

Før Medal Race fører Scott suverænt med blot 17 nettopoint. På andenpladsen har Høgh 38 point, mens hollandske Pieter Jan Postma med 52 point ligger på tredjepladsen.

- Ja, det går udmærket. Jeg sejler godt, og mit udstyr er ved at være dér, hvor vi gerne vil have det. Farten er der også. Det er kombinationen af fart og udstyr, der gør, at jeg ligger, hvor jeg gør, siger Høgh i en pressemeddelelse fra Dansk Sejlunion.

Det er ti år siden, han første gang vandt VM-guld i finnjolle. Til august skal han forsøge at vinde medalje af samme karat ved OL. Det var tæt på ved OL for fire år siden i London, hvor han til sidst måtte tage til takke med sølv.

/ritzau/