Jonas Høgh indleder OL-kvalifikation med sejr i Miami

Skrevet af admin

26/01/2016

Dagens topnyheder

OL-sølvvinderen Jonas Høgh-Christensen er tilbage på sejrskurs godt at halvt år før OL i Rio de Janeiro.

Den danske finnjollesejler vandt førstedagens eneste sejlads ved World Cup-stævnet ud for Miami. Det er Jonas Høgh-Christensens første internationale sejr siden OL i London for tre og et halvt år siden.

Danmark er sikret en nationsplads i finnjolle ved OL, og stævnet er det første af finnjollernes tre udtagelsesstævner. De to næste følger senere på foråret.

Den nykårede verdensmester i laser radial, Anne-Marie Rindom, kom også flot fra land med sejr på førstedagen. Sofie Stougaard blev nummer fire, mens Sarah Gunni Toftedal indtog en 11.-plads.

Med danske øjne samler den største spænding sig dog i kvindernes 49'erFX-klasse, hvor tre danske både er i hård kamp om at snuppe den danske OL-plads.

Her lagde Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen bedst ud med en tredje- og en syvendeplads i de to første sejladser. Det rækker til en aktuel andenplads.

Næstbedst er Ida Marie Baad og Marie Thusgaard, der efter placeringer som nummer 5 og 12 er på en femteplads.

- Vinden var meget springende både i styrke og retning, så det var svært at regne strategien helt ud.

- Vi ramte ikke helt vinden på første opkryds i begge sejladser, men vi fik kæmpet for hver meter banen rundt og hentede mange placeringer, skriver Baad og Thusgaard på Facebook.

Den tredje danske 49'erFX-båd med Maiken Foght Schütt og Anne-Julie Schütt ligger nummer syv efter første sejldag.

World Cuppen i Miami er den anden ud af tre afdelinger i den danske OL-udtagelse i 49'erFX.

Den endelige afgørelse falder midt i februar, hvor 49'erFX'erne sejler VM i Clearwater, USA.

/ritzau/